Ringing Section

 

 

Ringmærkning af fugle i smukt aprilvejr

 


 

Zoologisk Museum og dets frivillige ringmærkere fremviste atter en gang ringmærkning af fugle. Arrangementet blev afholdt søndag d. 25. april 2004, seks forskellige steder i landet.

Stederne var denne gang: Brabrand Sø ved Århus, Kloster Mølle ved Brædstrup, Blåvands Huk ved Varde, Gedser Odde på Falster, Boeslunde ved Korsør og Gilbjerg Hoved ved Gilleleje.

Tilbagemeldingerne viser, at der kom mindst 425 besøgende, flest ved Gilbjerg, Gedser og Brabrand Sø med henholdsvis 110, 106 og 100 besøgende. Alle stederne melder om god stemning samt et interesseret og spørgelystent publikum. Mange besøgende blev begejstret for at se og studere fugle på nært hold. Endvidere fik de besøgende lejlighed til at høre om, hvorledes vi indfanger fugle til ringmærkning, om hvordan man bestemmer fuglenes art, køn og alder, samt – og ikke mindst – høre om de mange resultater, ringmærkningen afstedkommer.

Vejret var denne dag perfekt til en tur ud i naturen: Solrigt, varmt og dejligt. Først da arrangementet var ved at slutte, blev det overskyet flere steder. Det smukke og varme vejr betød at morgenens småfugletræk hurtigt ebbede ud om formiddagen og dermed antallet af fugle i nettene. Dermed blev der tid til at kigge opad, hvor der et par steder kom gang i rovfugletrækket eller der var lejlighed til at gå en fugletur, hvor der et sted blev set vendehals og ringdrossel.

I alt blev der fanget omkring 150 fugle. Et bredt udsnit af de småfugle, der findes i landet sidst i april blev fremvist, bl.a. munk, gransanger, løvsanger, rørspurv, dompap, rødhals, musvit, jernspurv og solsort. Af mere usædvanlige oplevelser blev der ved Kloster Mølle fanget ikke mindre end fire korttået træløbere og ved Gilbjerg blev fanget en jernspurv som var ringmærket et andet sted i landet. Gedser Fuglestation beretter ”at der ved 11-tiden pludselig blev røre, da der blev opdaget en skovhornugle, som sad i et træ i fyrhaven. Den fløj rundt flere gange, og minsandten om den ikke fløj i et af nettene! Det var en uforglemmelig oplevelse for gæsterne, at være så tæt på en levende ugle.”

Pressen udviste igen år stor interesse for arrangementet. Der har været flot omtale, både før og efter dagen - flere steder illustreret med flotte billeder – også i de landsdækkende aviser.

Arrangementet var det fjerde af sin art, siden 2002 hvor Zoologisk Museum startede en fireårig  oplysningskampagne om ringmærkning af fugle i Danmark.

Med dette arrangement har Zoologisk Museum endnu en gang haft lejlighed til at vise og fortælle om museets forskning baseret på ringmærkning af fugle.

Jesper Johannes Madsen

Ringmærkningscentralen

Zoologisk Museum

Københavns Universitet

 

Rundvisning ved nettene i skoven. Klostermølle (foto: Henning Ettrup)

 

Fuglen vejes. Ringmærkning og måltagning ved Klostermølle (foto: Henning Ettrup)

 

En sumpmejse nærstuderes ved Klostermølle (foto: Henning Ettrup)

 

Ringmærkning og fremvisning af skovhornugle ved Gedser (foto: Gedser Fuglestation)

 

Fremvisning af skovspurv ved Boeslunde (foto: Bente Steffensen)

 

En solsort filmes til TV2 ved Boeslunde (foto: Bente Steffensen)

 

Publikum klar til rundvisning ved Gilbjerg (foto: Morten Rasmussen)

 


           

Last update: 01 juni 2007
Responsible Web-editor for Vertebrate Department: Jon Fjeldså