Ringing Section

Ringmærkning afslører nyt om Danmarks skestorke

Pressemeddelelse fra Zoologisk Museum den 29. juni 2004


 

Nyt (og sidste) nummer af RINGnyt er netop udsendt. Læs bl.a. om:

 

Som de første nogensinde her i landet blev seks unge skestorke sidste sommer ringmærket med farveringe.
 

Koderne på farveringene kan aflæses i kikkert, og resultaterne af ringmærkningen indfandt sig hurtigt. De unge danske skestorke, der er verdens nordligst ynglende, kunne i sensommeren og begyndelsen af efteråret følges på deres træk mod syd. Det oplyser Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum i sit nyhedsbrev, RINGnyt nr. 5, der netop er udkommet.
 

Efter 30 års fravær begyndte skestorken i 1996 atter at yngle i Danmark. Siden da har arten været i fremgang, og i 2003 ynglede 15-16 par skestorke fordelt på tre lokaliteter.
 

Da de seks unge ringmærkede skestorke sammen med forældrefuglene havde forladt deres koloni, blev de set i Vejlerne i Nordvestjylland. Nogle uger senere var de nået til Slesvig-Holsten, og i september blev én af dem rapporteret fra Holland. De danske skestorke var kommet godt af sted på deres rejse mod Vestafrika, hvor de formodes at overvintre.
 

Noget tyder på, at unge skestorke tilbringer 2-3 år i Vestafrika, før de vender tilbage til deres danske fødesteder. Det vil ringmærkningen være med til at afsløre.

 

RINGnyt bringer endvidere:

 

I RINGnyt 5 kan man også læse om en ryle fra reservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord, der har fundet vej til Mauretanien i Vestafrika. Den mindst 14 år gamle ryle, der i 1991 blev ringmærket på Tipperne, blev i december 2003 fanget og aflæst af hollandske ringmærkere på rejse i Mauretanien. De rapporterede deres observation til Ringmærkningscentralen i København. Den gamle ryle fra Tipperne holdt vinter 4.500 kilometer fra sin ynglelokalitet i Ringkøbing Fjord. Aldrig tidligere er en dansk ringmærket ryle rapporteret fra sit formodede vinterkvarter i Vestafrika.

 

Informationer i vedlagte nyhedsbrev RINGNYT kan frit benyttes med tydelig kildeangivelse.

 

God fornøjelse

Ringmærkningscentralen, Zoologisk Museum, Københavns Universitet..

 

 

For yderligere oplysninger, kontakt:

Jesper Johannes Madsen, tlf. direkte: 35 32 10 97, e-mail: jjmadsen@snm.ku.dk
eller
Jesper Bønløkke-Pedersen, tlf. direkte: 35 32 10 21, e-mail: jbonlokke@snm.ku.dk
 


           

Last update: 01 juni 2007
Responsible Web-editor for Vertebrate Department: Jon Fjeldså